Nu tør jeg gå tur med hunden

​

​

​

​

I 22 år gjorde en konstant angst Jannie til fange i sit eget
hjem. Hun troede aldrig, hun ville slippe ud af sit helvede.
Men det gjorde hun!

Lille Bitten logrer, som alle gla­de hunde gør, når de er ude at gå tur med deres lykkelige ejer. Sådan en er Jannie, hun er enormt glad for sin hund. Som hun er det for en masse andre af livets gode facetter. For ek­sempel at gå alene i supermar­kedet, at sætte sig bag et bilrat eller at stige ind i en bybus.

Skulle det virkelig være no­get, spørger du måske. Svaret er, at det skulle det i allerhøje­ste grad. I hvert fald når man hedder Jannie og med al tyde­lighed husker den tid, da hun ikke turde nogen af delene. Ikke engang at lufte sin lille fir­benede ven.

Det er faktisk kun få måne­der siden, 45-årige Jannie Kanstrup Nielsen Rasmussen i Århus var så knuget af angst, at hun ikke vovede at gå bare to skridt uden for sin hoveddør, uden at have et andet menne­ske ved siden af sig.

I 22 lange år forlod Jannie al­drig sit hjem alene!

I dag gør hun hellere end gerne både det og en masse an­det, der før fik angstens sved til at pible koldt på hele hendes krop. Jannie er langt om længe sluppet ud af det helvede, hun frygtede ville holde hende fængslet for evigt.

For en dag skete det mirakel, Jannie så inderligt havde håbet på. Et mirakel ved navn Leon.

Første anfald
Hvad der egentlig udløste Jannies angst-psykose, ved hun ikke. Men hvordan den meldte sig, og hvor og hvornår det ske­te, kommer hun aldrig til at glemme…

- I 1982 fik min daværende mand og jeg bygget et nyt hus i Tilst uden for Århus. Det var spændende at følge med i pro­cessen, som jeg gjorde hver dag, når jeg var ude hos hånd­værkerne. Det var også der, jeg var på vej hen den dag, det gik galt.

- Huset var ikke det eneste, som voksede støt i den periode. Det barn, jeg bar inden i mig, gjorde det samme. Jeg kunne mærke det bevæge sig i min mave, mens min førstefødte, Nicki på halvandet år, pludrede løs i sin barnevogn på bagsædet.

Pludselig forvandlede hyg­gen i den lille bil sig til den rene rædsel.

- Jeg fik et angstanfald, der fik mit hjerte til at galopere, som var det besat af en ond ånd. Samtidig følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt. Jeg ryste­de af en ukendt og uforklarlig skræk, og jeg svedte så meget, så jeg måtte stoppe og flå min islændertrøje af.

Jannie sad stadig skræksla­gen i bilen, da en mand kom hen til hende og spurgte, om han kunne være til nogen hjælp. Han må have haft en ganske særlig beroligende ind­flydelse, i hvert fald fik Jannie det så meget bedre efter at have talt med ham, at hun kun­ne fortsætte sin biltur.

Angsten forsvandt lige så pludseligt, som den havde meldt sig. Der gik ikke længe, før Jannie havde arkiveret hele episoden i sin hjerne som et tilfældigt ildebefindende - og som en engangsforeteelse. Men hun tog fejl!
En måned efter, at Jannie havde født sin søn nummer to, Nicolai, vendte hendes frygteli­ge ubudne gæst tilbage. Og denne gang forsvandt den ikke igen.
- Jeg begyndte at ryste så meget af angst, at jeg ikke turde pusle mit eget barn af skræk for at tabe det på gulvet. Det var frygteligt. Heldigvis havde jeg en fornuftig sundhedsplejer­ske, som skaffede mig to insti­tutionspladser til mine sønner, så jeg kunne fa fred til at kom­me mig.

Men i stedet for at komme til hægterne fik Jannie det værre og værre. Nu turde hun ikke længere gå ud i indkørslen og tømme sin postkasse. Hendes mand måtte hver dag køre hen­de til og fra hendes arbejde som sygehjælper. Han var også altid ved siden af hende, når der skulle købes tøj eller sko. Det, jeg frygtede mest, var at være alene. Tit måtte jeg tage med min mand på arbejde, hvor jeg fulgte efter ham som en klæbende hund, hvor han end gik hen. Hele tiden panisk angst for at slippe ham af syne.

- Børnene havde det heldig­vis godt i vuggestuen og børne­haven og senere i skolen og på fritidshjemmet. Jeg tror ikke, de led nogen nød, selvom det ikke var spor sjovt, at drengene og jeg aldrig kunne tage ud og fo­retage os noget, uden der var andre voksne med.

Jannie ville gøre alt for at slippe af med den evige angst. Hun gik til den ene læge efter den anden, og alle steder fik hun stærk medicin - som hun indimellem supplerede med spiritus, i håb om at det skulle hjælpe.

Men der var tilsyneladende intet, der hjalp, heller ikke hendes konsultationer og ind­læggelser hos psykologer og psykiatere. Jannies konstante angstpsykose udviklede sig til også at være en social fobi, hvilket er betegnelsen for men­nesker, der frygter alt og alle i omverdenen.

Sådan var den isolerede ver­den, Jannie levede i i 22 år, og som hun følte som et rent hel­vede, da der endelig - i oktober sidste år - skete noget positivt i hendes liv.

Jannies mor
- En dag viste min mor mig et avis interview med en aku­punktør i Højbjerg, der var be­gyndt at gå helt nye veje, som efter hvad han fortalte, havde givet overraskende gode resul­tater. Leon Dam Hansen hed han, og ham ville jeg meget gerne opsøge.

Hurtigt ude behandling
Hvis bare jeg turde.' For som sagt var jeg bange for overhovedet at komme hjem­mefra. Men jeg turde godt ringe til Leon, og han indvilgede straks i at komme ud til mig, og det var her, i mit eget hjem, han gav mig sine første be­handlinger. Men min tilstand blev hur­tigt så meget bedre, at jeg kun­ne begynde at tage over til ham. Og det gør jeg stadig, selvom jeg har fået det meget bedre, end jeg turde håbe, efter bare 12 behandlinger.

-  Jeg lærer nok aldrig at fore­stå, hvordan Leon har kunnet gøre så meget for mig. Bare ved at sende noget lys ind i mine ører, ved at stikke de rigtige nåle ind de rigtige steder i min hud, ved at give mig nogle me­get små indlæg under fødderne plus et par andre lige så enkle ting.

Under alle omstændigheder har behandlingen gjort Jannie til et meget lykkeligere menne­ske.
- Min eksmand - vi blev skilt for nyligt - ringede forleden og spurgte, om vi skulle tage i Bil­ka og købe ind sammen, som vi plejede. Han blev overrasket, da jeg fortalte, at der havde jeg da allerede været - alene.
- Jeg har stadig ikke vænnet mig helt til, at jeg bare kan luk­ke døren op og gå, hvorhen det nu passer mig. Men jeg ved, jeg kan, og det er det allerbedste ved mit liv......

”Er der noget at sige til, at jeg tror på mirak­ler?”